51 Materielle anlægsaktiver

Læs her om kontering af materielle anlægsaktiver

På standardkonto 51 "Materielle anlægsaktiver" konteres aktiver med fysisk substans, som er erhvervet til vedvarende eje eller brug. Indregning betinger, at aktivet vil bidrage til institutionens målopfyldelse.

Et eksempel på anlægsaktiver, der ikke ejes, men bruges, er indretning af lejede lokaler.

Et aktiv klassificeres som materielt anlægsaktiv, hvis aktivet:

  • er med fysisk subsans
  • er anskaffet til ved vedvarende eje eller brug
  • kan identificeres separat
  • tilfører virksomheden væsentlig værdi i form af højere produktivitet eller en bedre opgavevaretagelse

Materielle anlægsaktiver med en værdi over 50.000 kr. skal klassificeres til balancen.

Materielle anlægsaktiver med en værdi under 50.000 kr. kan frivilligt bunkes. Ved bunkning gælder i tillæg til de øvrige klassifikationskrav, at de enkelte småaktiver skal have en ensartet levetid samt en brugstid, der overstiger 1 år.

Eksempler på aktiver, der kan bunkes:

  • Laboratorieudstyr
  • Stambesætning
  • Særligt måleudstyr

Hvorvidt aktivet er væsentligt for institutionens opgavevaretagelse afhænger ud over aktivets art også af formålet med anvendelsen. Inden for energisektoren vil det for eksempel være relevant at bunke målere, fordi de er væsentlige for opgavevaretagelsen. Det vil derimod ikke være relevant at bunke målere til el i en institution, der beskæftiger sig med forskning.

Overordnet set sondres mellem følgende grupper af materielle anlægsaktiver:

  • Grunde og arealer
  • Igangværende arbejder for egen regning
  • Bygninger
  • Infrastruktur
  • Transportmateriel
  • Produktionsanlæg og maskiner
  • IT-udstyr
  • Inventar

Ved at besigtige et materielt aktiv vil det ofte være muligt at identificere og klassificere aktivet ud fra en vurdering af aktivets hovedformål.