Departementernes tilsyn

Departementerne skal som overordnede myndigheder føre tilsyn med underordnede myndigheder.

Det departementale tilsyn består både af et fagligt tilsyn og et finansielt tilsyn. Den departementale tilsynsfunktion for det finansielle tilsyn udgør den tredje forsvarslinje i et stærkt internt kontrolsystem. Tilsyn er en helt central kontrol i et internt finansielt kontrolsystem, som i statslig henseende betyder, at departementerne som udgangspunkt skal planlægge, gennemføre og dokumentere tilsynet med underliggende institutioner mv.

Statsregnskabsloven og Regnskabsbekendtgørelsen udgør de helt centrale regelsæt, der regulerer regnskabsområdet for statslige institutioner, herunder fastsætter bestemmelser om departementernes finansielle tilsynsforpligtelse.

Bekendtgørelse om intern kontrol m.v.

Bekendtgørelse om intern kontrol m.v., der trådte i kraft 1. juli 2023, fastlægger tre krav, hvis formål er at mindske risikoen for svig med offentlige midler samt øge den ledelsesmæssige opmærksomhed på området. De tre krav bekendtgørelsen omfatter er:

  1. krav om styrket håndtering af revisionsbemærkninger,
  2. krav om på ledelsens vegne at samle konklusionerne af departementets tilsyn på tværs af ministerområdet, samt rapporterer de væsentlige resultater til departementets øverste ledelse, og
  3. krav om en kontrolmiljøansvarlig på institutionsniveau.

Der er udarbejdet en vejledning herom der giver statsinstitutionerne, herunder departementerne og underliggende institutioner mv., ideer og gode råd til, hvordan de tre nye krav omfattet af bekendtgørelsen kan implementeres.

Du kan finde Vejledning til Bekendtgørelse om intern kontrol m.v. her.