En effektiv styring af driften optimerer ressourceudnyttelsen

En effektiv styring af driften muliggør bedre udnyttelse af ressourcerne og er med til at optimere den faglige styring af kerneopgaverne.

Hvad betyder effektiv styring af driften?

En effektiv styring af driften er den ledelses- og styringsmæssige disciplin, som sikrer, at din institution leverer optimalt på de kerneopgaver, som I er sat i verden for at udføre. Det er vigtigt at have en struktureret tilgang til driftsstyring (eller produktionsstyring), hvilket betyder, at din institution skal foretage bevidste metodevalg for driftsplanlægning, -opfølgning og -forbedring.

En del af tankerne bag LEAN-teorierne kan anvendes, når du skal optimere styringen af driften. Imidlertid er det vigtigt at sammentænke såvel processer, kompetencer, ressourceanvendelse, strategiske sigtelinjer mv., når du skal sikre en effektiv styring af driften.

Hvornår skal du arbejde med styring af driften?

En effektiv styring af driften er relevant for alle opgavetyper, men tilgangen vil være forskellig, alt efter hvilken type kerneopgave din institution, dit kontor eller din afdeling udfører.

Hvis I fx udfører tilsyn, sagsbehandling eller anden produktionslignende aktivitet, som er ensartet, så er det én tilgang, som er relevant. Hvis din institution har policylignende kerneopgaver, hvor volumen af den enkelte opgave er lille, og opgaverne er forskelligartede, så er det en anden tilgang, som er relevant.

For begge kerneopgavetyper er det imidlertid relevant at arbejde målrettet med en effektiv styring af driften, fordi det muliggør en bedre udnyttelse af ressourcerne.