Rasmus, fuldmægtig

Rasmus har arbejdet i Moderniseringsstyrelsen siden april 2016 og er fuldmægtig i Kontor for Implementering af Overenskomster. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Rasmus Vilain


Hvad er dine primære arbejdsopgaver?

Jeg arbejder med implementering af overenskomster. Det betyder, at jeg arbejder med de aftaler og overenskomster, som de statslige arbejdergivere har med en række faglige foreninger. En stor del af vores opgave er at forhandle aftalerne i forbindelse med overenskomstfornyelserne.

Derudover yder vi rådgivning til de statslige arbejdsgivere i forhold til deres administration af overenskomsterne, fx hvordan en bestemmelse i en overenskomst skal fortolkes.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

I kontoret starter vi dagen med et tavlemøde, hvor vi gennemgår vigtige opgaver og problemstillinger. Så er der ofte nogle opgaver knyttet til de rådgivningsopgaver, man sidder med. Det kan fx være en af de statslige arbejdsgivere, der henvender sig for at få svar på, hvordan de skal forholde sig til en konkret situation, som de står i.

I øjeblikket fylder overenskomstforberedelsen meget, og der er typisk en del mødeforberedelse forbundet med det. Det kan fx være udarbejdelse af materiale til dem, der skal sidde og forhandle overenskomsterne, så de har al den nødvendige viden. 

Mæglingsmøder med de faglige foreninger om overenskomstfortolkninger er også en tilbagevendende opgave ligesom der indimellem kommer opgaver, hvor vi skal forberede input til en tale eller et oplæg, som ministeren skal holde.

Hvordan oplevede du arbejdspladsen, da du startede herinde?

Jeg lagde ret hurtigt mærke til, at faglig sparring bliver prioriteret meget højt herinde, selv om der er travlt. Det er en stærk del af kulturen herinde, og det kan jeg godt lide. 

Hvilke kompetencer har du udviklet i Moderniseringsstyrelsen?

Jeg er uddannet i statskundskab, men sidder i en funktion, hvor jeg arbejder tæt sammen med jurister. Det gør, at jeg også skal tænke mere juridisk. Så jeg er virkelig blevet trænet i at analysere tingene ud fra den juridiske vinkel kombineret med den generalistviden, som også er nødvendig i vores kontor. Herudover er jeg også blevet bedre til at forhandle, men det kan selvfølgelig blive bedre endnu. 

Hvad kan du særlig godt lide ved at arbejde i Moderniseringsstyrelsen? 

Jeg kan godt lide de mange spændende opgaver. Vi er et travlt hus, for der kommer ofte opgaver ind, som ikke kan vente, og det skaber en varierende hverdag og en stor omskiftelighed, at der er en god dynamik. Samtidig er der en høj faglighed, hvilket både er lærerigt og inspirerende.  

Jeg er også glad for den gode stemning i vores kontor. Selv om der er travlt, og vi alle er pressede, så er vi gode til at have det sjovt sammen. Jeg har enormt mange engagerede kolleger, og det smitter af og giver en ekstra god stemning, når vi har travlt.