Kilder og metode

Regnskabstal, staten

Moderniseringsstyrelsen indsamler regnskabsdata fra statsinstitutioner. Moderniseringsstyrelsen fastlægger retningslinjer for bogføring og regnskabsaflæggelse. Retningslinjerne er beskrevet i detaljer på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside for Finansministeriets økonomisk administrative vejledning (ØAV). Offentliggørelse vil ske månedsvis, startende i februar 2014 med tal for januar. Offentliggørelsen vil dække statens samlede indtægter og udgifter.

Regnskabstal, selvejende institutioner under staten

Der er en række selvejende institutioner i Danmark (universiteter, gymnasieskoler mv.) som er en del af staten, men som ikke løbende leverer regnskabs tal til Moderniseringsstyrelsen. For disse institutioner (jf. listen nedenfor) er løbende regnskabstal ikke tilgængelige, og estimater vil være baseret på statens tilskud til institutionerne. Der foreligger årsregnskaber i løbet af det følgende år. Institutionerne følger Moderniseringsstyrelsens retningslinjer for regnskabsføring (ØAV).

Regnskabstal, sociale kasser og fonde

A-kasserne og Lønmodtagernes Garantifond indrapporterer ikke løbende regnskabstal til myndighederne. A-kassernes udbetaling af dagpenge udgiftsføres direkte i statsregnskabet, selvom de efter ESA2010 standard henføres til delsektoren for sociale kasser og fonde med statslig refusion. I opgørelsen på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside anvendes derfor oplysningerne fra statsregnskabet. Således er det kun driftsudgifterne i de sociale kasser og fonde, som ikke indgår i den månedlige regnskabsopgørelse. Disse foreligger i slutningen af det følgende år, og indgår i Danmarks Statistiks opgørelser.

Regnskabstal, kommuner og regioner

Danmarks Statistik indsamler på vegne af Økonomi- og Indenrigsministeriet regnskabstal fra Danmarks 98 kommuner og 5 regioner. Økonomi- og Indenrigsministeriet fastlægger retningslinjer for bogføring og regnskabsaflæggelse for både kommuner og regioner. Der henvises til Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside for detaljeret beskrivelse af kommuners og regioners budget- og regnskabssystemer. Offentliggørelse vil ske på kvartalsbasis, og kommuners og regioners samlede indtægter og udgifter vil blive offentliggjort første gang for første kvartal 2014 inden udgangen af andet kvartal.

Eventualforpligtelser

  • Garantier: I oktober 2014 skal der første gang offentliggøres tal for garantier givet af den offentlige sektor. Data vil blive offentliggjort tilbage til 2010. Data, der ligger til grund for de offentliggjorte data, bliver for det statslige område indsamles af Moderniseringsstyrelsen, for det kommunale og det regionale område af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

  • Forpligtelser i offentlige virksomheder: Offentliggøres første gang i december 2014. Offentliggjorte data baseres på data indsamlet af hhv. Moderniseringsstyrelsen for den statslige sektor og Økonomi- og Indenrigsministeriet for den kommunale og regionale sektor.

  • OPP-projekter: Offentliggøres første gang i december 2014. Danmarks Statistik indsamler data til brug ved EDP-indberetning til Eurostat, som også vil ligge til grund for data, der offentliggøres af Moderniseringsstyrelsen.

  • Misligholdte tilgodehavender: Offentliggøres første gang oktober 2014. SKAT er inddrivelsesmyndighed for den offentlige sektor. Misligholdte tilgodehavender (defineret som gæld, der er overforfalden med mindst 90 dage) vil være baseret på udtræk fra det nyetablerede EFI-system.

  • Ejerskab af offentlige og private selskaber: Offentliggøres første gang i december 2014. For statens ejerskab af selskaber vil kilden være Finansministeriets publikation ’Statens selskaber’. For kommuner og regioners vedkommende vil data baseres på oplysninger fra Danmarks Statistik og Økonomi- og Indenrigsministeriet.