Afstemningstabel

Danmarks Statistik producerer årligt nationalregnskab og regnskab over offentlige finanser efter ESA 2010 standard. ESA 2010 er en fælleseuropæisk regnskabsstandard (European System of National and Regional Accounts, på dansk også i nogle tilfælde forkortet ENS). Den fælles ESA 2010 standard sikrer bl.a., at alle medlemslande anvender samme sektorafgrænsning for hvilke aktiviteter, der indregnes som en del af offentlig forvaltning og service. Desuden opgøres forbrug, indtægter, skattetryk mv. efter samme metode. Til brug for regnskaberne for offentlig forvaltning og service omsætter Danmarks Statistik de regnskaber, som aflægges af kommuner, regioner, staten, sociale kasser og enkelte selskaber (fx Danmarks Radio) til ESA 2010 standarden. 

De løbende offentliggørelser, som findes månedsvist for statslige samt kvartalsvist for regioner og kommuners regnskabstal på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside, skal ifølge budgetdirektivet følge de standarder, som efter bekendtgørelse gælder i den pågældende delsektor. På nogle punkter er der forskel på periodisering og indregning af udgifter i henholdsvis i regioners og kommuners regnskabstal og statslige regnskabstal samt i ESA 2010 opgørelsen. Eksempelvis udgiftsføres projekttilskud i staten, når der gives bindende tilsagn om tilskud, mens det i regioners og kommuners regnskabstal samt i ESA 2010 opgørelsen udgiftsføres, når det udbetales. Tilsvarende kan statslige refusioner til kommunerne være periodiseret forskelligt i henholdsvis staten og kommunerne. Konsekvensen er, at man ikke meningsfuldt kan lægge udgifterne i staten og i kommunerne og regionerne sammen ved blot at tage udgangspunkt i de regnskabstal, der findes på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside, og derved få en opgørelse over udgiftsniveauet i den offentlige sektor. En meningsfuld sammenlægning kræver en detaljeret omregning af udgifterne til samme regnskabsstandard, som den der laves af Danmarks Statistik.  

De månedsvise og kvartalsvise primære regnskabsdata, der udgør Moderniseringsstyrelsens løbende offentliggørelser af regnskabstal, er de samme primære regnskabsdata, som indgår i Danmarks Statistiks årlige ESA beregninger af de offentlige finanser. Moderniseringsstyrelsens data opgøres med større hyppighed end Danmarks Statistik, men det primære regnskabsgrundlag er det samme. For den fulde beskrivelse af omregningen af regnskabstal til ESA 2010 standard, henvises til dokumentationen på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor en detaljeret EDP/GFS-dokumentation (inventory) og en brotabel samlet set udgør en detaljeret metodisk afstemningstabel (reconciliation table).